Caspar Paslich – En introduktion

 Palle Birk Hansen

Lidt øst for købstaden Næstved ligger herregården Rønnebæksholm.

Rønnebæksholm som det ser ud i dag.

Rønnebæksholm som ombygget 1840, set fra sydøst.

Første gang, vi hører om Rønnebæk, er i 1135, da Sune af Rønnebæk er medunderskriver på Bodilslægtens gavebrev, der betegner begyndelsen på Næstved Sct. Peders Kloster, senere kaldet Skovkloster, i dag Herlufsholm (Helms 1940).
Sune af Rønnebæk optræder i en gruppe af stormænd og -kvinder, og derfor er der næppe tale om en almindelig bonde med bopæl i landsbyen Rønnebæk. I det mindste må han sidde på en stor gård, og sandsynligvis ejer han grundstammen i det, der bliver til herregården Rønnebæksholm.

Rønnebæksholm, rekonstruktion af Paslichs herregård med fire fløje, på halvø i opstemmet sø

Rønnebæksholm, rekonstruktion af Paslichs herregård med fire fløje, på halvø i opstemmet sø

Næstved Museum har for nogle år siden eftersøgt hans gård på den holm, der ligger midt i søen lige øst for den nuværende herregård, men uden held (NÆM 2007:200 matr. nr. 229r). Dyrehaveholmen afgav ikke det mindste spor af et tidlig-middelalderligt voldsted, som placeringen og udformningen ellers gav håb om (Erichsen 2002 s. 18). Så Sune af Rønnebæk har enten siddet på den største gård i selve landsbyen, eller hans gård lå på selvsamme voldsted, hvorpå det nuværende Rønnebæksholm ligger.
Under alle omstændigheder er Sune af Rønnebæk den første kendte stormand og hovedgårdsejer i Rønnebæk, og dermed er han forgænger for hovedpersonen i denne fortælling, nemlig Caspar Paslich, som ejede Rønnebæksholm fra 1571 til sin død i 1597.

Rønnebæksholm kendes med sikkerhed før 1321, hvor den ejes af adelsslægten Due. Men i 1399 overdrager adelsmanden Kort Moltke gården til kongen, som derefter sætter sine kongelige lensmænd på gården, indtil Frederik 2. i 1571 skænker gården til Caspar Paslich, diplomat og jurist i kongens tro tjeneste gennem mange år (Trap: Danmark 1955 bd. 9 s. 267).

I det følgende skal vi se nærmere på det kalendarium, som Paslich førte i en årrække som en personlig dagbog. Kalendariet er næsten blottet for hentydninger til Paslichs dybt betroede arbejde som kongens embedsmand. Kun de steder, han besøger på sine rejser gennem Europa, og som han nævner i dagbogen, antyder, hvor kongen sendte ham hen på opdrag (Paslichs Kalendarium befinder sig i Uppsala Universitetsbibliotek, håndskrift H 121 B).

Vi skal her forsøge at give et signalement af adelsmanden og embedsmanden Caspar Paslich, som kom fra Rostock til København i 1557.

Caspar Paslich, som blev født i 1530, var pommeraner, opvokset i hansebyen Rostock. Han endte sine dage 67 år senere på Rønnebæksholm og blev begravet i Næstved Sct. Peders Kirke, hvor hans gravsten er bevaret. Stenen giver følgende oplysning på tysk:

”Hir rovwet
Caspar Paselick avf Liddow
vnd Rennebecksholm Erbssen”
“1599”

 
Vi ser først på den egentlige indskrift i reliefversaler. Ordene er fordelt over tre linjer. Mellemrum er fordelt vilkårligt, og der er ingen skilletegn mellem ordene. Det første stednavn henviser til Paslichs gård Liddow på halvøen Liddow på Rügen. Kalendariet fortæller en del om hans tilhørsforhold til Rostock og Rügen, og Liddow var så vigtig for familiens selvopfattelse, at den nævnes først på gravstenen. Dernæst nævnes Rønnebæksholm, gaven fra den danske konge, som blev hans sædegård, og hvor han døde.

Det følgende ord volder problemer. Man har forsøgt at tolke det som ”arveherre” ved at opfatte det som fejlskrift for ”Erbherre” (Carlsen 1861, s. 226). Men der er intet, der tyder på, at en så graverende fejl skulle være hugget i sten her. Kunne ordet Erbssen udgøre et stednavn? Med andre ord angive en tredje ejendom? Der ligger faktisk en lille landsby Erbessen i det centrale Tyskland nordvest for Göttingen i landskabet Niedersachsen. Principielt er der intet til hinder for, at Paslich kan have ejet en større gård her. Arv og ægteskabsalliancer kunne give ejendomme med stor afstand. En gård i Erbessen eller Erbssen giver derfor god mening. Men en henvendelse til arkivet i Göttingen giver ingen belæg for ideen om, at familien Paslich skulle have ejet jord i Erbessen.

Løsningen på problemet kommer fra Wismar. Med Erbssen menes Erb(eingese)ssen eller arveindsat, med andre ord, at ejendommene arves fra generation til generation i modsætning til dem, man måtte få i forlening. En tilsvarende forkortelse findes på en samtidig gravsten i Wismar (Rita Gralow: ”Manchmal ist es ganz einfach – nur auf das einfache zu kommen, ist schwierig. Auf den Grabplatten werden die Worte ja häufig abgekürzt und ich denke, bei Eurem Exemplar ist es auch so. ERBSSEN ist kein Ort, sondern bedeutet “erbeingesessen” – das heißt, dass die Familie über mehrere Generationen an einem Ort ansässig war und über vererbbaren Grundbesitz verfügte.
Wir haben hier in Wismar eine Grabplatte aus der gleichen Zeit, auf der das Wort auch benutzt ist – wenn auch nicht so stark abgekürzt wie bei Euch” (Mail 14.11.2012 von Rita Gralow M.A., Hansestadt Wismar Bauamt, Abt. Sanierung und Denkmalschutz, Kopenhagener Straße 1, 23966 Wismar).
Både Liddow og Rønnebæksholm gik i arv til næste generation, så Franziska Carlsen havde næsten ret, da hun foreslog læsningen Erbherre i stedet for Erbssen (Carlsen 1861 s. 226). Men der er tale om en indforstået forkortelse, ikke en fejlhugning.
Samlet set kan indskriften dermed oversættes til følgende:

”Her hviler Caspar Paslich til arvegodserne Liddow og Rønnebæksholm.”

 
Derefter skal vi se på årstallet ”1599”, hugget i stenen under indskriften. Vi ved, at Paslich døde i 1597. Hvorfor står der så 1599 på hans gravsten? Det er tankevækkende, at ”1599” er hugget på en helt anden måde, nemlig i kileskrift i modsætning til indskriften, som står hugget i relief. Så hvor gammelt er årstallet ”1599” egentlig?

Søren Abildgaards tegning af Paslichs gravsten

Søren Abildgaard (1718-1791) har i 1756 tegnet Paslichs gravsten i Sct. Peders Kirke i Næstved. Stenen har kat. nr. 222 i Poul Grinder-Hansens værk om Abildgaards tegninger, som også gengiver Abildgaards egen kommentar: ”:Denne Steen ligger i Choret frem for Alteret i St. Peders Kirke i Nestved, blev aftegnet Ao 1756 af S:A:” (Grinder-Hansen 2010 s. 340).
Det er således påfaldende, at Abildgaards tegning ikke bærer mindste præg af et ”1599” under indskriften. Abildgaard har generelt ry for at være meget nøjagtig, hvilket kan belyses ved sammenligning mellem hans tegninger og bevarede gravsten. Det vil derfor være indlysende at tro, at der faktisk ikke var et årstal 1599, da han tegnede i 1756.

Dermed er den mest naturlige forklaring på problemet, at årstallet først er tilføjet efter 1756 som et velment forsøg på at komplettere gravstenens tekst med en desværre forkert datering. Man ramte simpelthen 2 år ved siden af, skulle naturligvis have skrevet 1597, men endte med 1599. Men denne fejlhugning er formodentlig sket i 1800-årene, flere hundrede år efter Paslichs død.

Paslichs våben på gravstenen i Sct. Peders Kirke Næstved

Paslichs våben på gravstenen i Sct. Peders Kirke Næstved

Den eneste anden udsmykning på gravstenen er familiens våben, beskrevet som ”tværdelt af hvidt, hvori en halv sort ørn med gult næb fast på delingen, og blåt, hvori tre røde ruder. På hjelmen to krydsede gule årer foran tre påfuglefjer” (Achen, Danske Våbenskjolde 1973, s. 362).

Hvorfor er den store gravsten ikke på sædvanlig vis dækket af dekor i form af evangelistsymboler i hjørnemedaljoner og randskrift? Måske var der ikke råd. Måske skulle pengene bruges til at passe gården eller udvide ejendommene, eller arvingerne var generelt sparsommelige.
Men den store sten med den lille indskrift får én til at spekulere på, om stenen oprindelig kan have været bemalet, således at evangelistsymbolerne med mere har været malet på og siden er slidt af.

En søgning på Google viser os en engelsk gravsten, hvor våbenskjoldet i en tilsvarende medaljon som på Paslichs gravsten er farvelagt. Men der er ikke i Næstved tegn på farvelægning.
En foreløbig googlesøgning på interiørbilleder fra nederlandske kirker i 1600-årene giver lignende resultat: Der er ingen spor af farvelægninger på de grå sten. Så uanset hvor indlysende, det kunne tænkes at være i lyset af Glyptotekets epokegørende undersøgelser af farvespor på klassiske statuer, så er der ikke ved første øjekast tegn på, at noget tilsvarende kunne være tilfældet ved renæssancens gravsten. De har generelt glimret ved deres utrolige detailrigdom i hugningen af ansigter og klædedragt, men farveholdningen har holdt sig til kalkstenens gråt i gråt!

Paslichs våben: Tværdelt af hvidt, hvori en halv sort ørn med gult næb fast på delingen, og blåt hvori tre røde ruder. På hjelmen to krydsede gule årer foran tre påfuglefjer. (Achen 1973, Danske Adelsvåbener s. 362)

Paslichs våben